The Wool Spinner – Kvinder af jorden

The wool Spinner

Hun sidder i græsset med ryggen mod det gamle lærketræ. Dets bark er ru mod hendes ryg, men tryg som en hånd på skulderen. Hendes kastanjerøde hår falder tungt ned over særken, og i hænderne holder hun den rå, fede uld, som hun langsomt karter. Rundt om hende går flokken og gumler fredeligt. Deres øjne er mørke og rolige, og hun kender hver og én. Hun har selv klippet dem, vasket og kartet ulden, og om lidt forvandler hun den med tålmodige bevægelser til tråd. Hver fiber bærer historien om græs under klove og regn mod rygge. Hun mærker det hele i fingerspidserne.

Langsomt rejser hun sig og børster græsstrå af særken. Hun tager håndteenen frem, sætter uldet fast og begynder at spinne. Solen hænger lavt, og dens gyldne lys glider hen over hendes skuldre som en velsignelse. Da hører hun det – en hvisken i skovbrynet. En sagte stemme mellem stammerne, som får hendes bevidstehed til at vandre. Vinden bærer lydene, som var det en gammel sang. Med garnet i hænderne sender hun en stille tanke ud i luften. En tak til dem, der kom før – formødrene med stærke hænder og åbne hjerter. De, der lærte hende at spinde, at nære, at se. Hun ved, at hun ikke står alene. At der bag hende, under hende og i hende findes et net af kvindeliv, dyb viden og rytmer ældre end ord. Hun smiler og lader hånden hvile på ulden.

For hun ved: Styrke er ikke altid at kæmpe.
Nogle gange er det at skabe — med ro, med nærvær, med kærlighed.