The Woman and her Ulu – Kvinder af jorden

Kvindens Ulu

Ved lejrens ild garver hun skindene. Med rolige hænder og urokkelig vilje skraber hun kødet af med sin ulu som hun har arvet og slebet med omhu. Blod, fedt, røg og tid gør skindene bløde. Hvert snit er et spor, hvert skrab en handling af respekt. Hun kender dyrene, som hun møder i deres øjne, og hun takker dem, mens deres varme endnu er i pelsen. Hun er jæger. Hun er jæger for at nære. For at klæde. For at ære. Det ligger i hende, ikke som en tanke, men som en puls.

Hun rider langs vandets kant, hvor klipperne smuldrer ned i bølgerne, og vinden bærer smagen af salt og tid. Hesten under hende er stærk og tavs, og hun mærker dens varme rytme som en forlængelse af sin egen krop. Hendes mørke hår flagrer bag hende som en skygge, og øjnene – sorte som våde sten – ser ud over horisonten uden at blinke. På skuldrene bæres rævehalen som en krave, varm og blød, og tøjet, som hun selv har syet, holder hende tæt til hesten. 

Hestens hove slår mod klippen, og vinden synger i hendes øre. Hun lytter med sjælen og hører dem; Formødrene. Deres stemmer kommer i vinden, i bølgerne, i fuglenes kald. De hvisker ikke med ord, men med vished. Hun skal ikke gå alene med denne viden. Uluens magi, den levende kraft i hændernes håndværk, må gives videre. Til børn. Til kvinder hun møder. Til dem, der endnu ikke ved at de længes.

Hun læner sig frem i sadlen, mærker hesten tage fart, og vinden bider i hendes kinder.

Hun ved: Kvinden, som skaber med sine hænder, bærer mere end værktøj.
Hun bærer en arv – og en fremtid.