I Survived Stronger – Women’s Year

Hun står nu i det klare lys, der følger efter et langt og tungt uvejr – et oprørt hav, er nu omsider faldet til ro. Hendes blik er fast og roligt, ikke af hårdhed, men af den dybe indsigt, der kun kommer til den, der har mødt sin egen skygge og sluttet fred med den.

Staven i hendes hænder er kroget, ujævn og slidt, præcis som den sti, hun har betrådt. Engang var den hendes nødvendige støtte, da knæene rystede under vægten af sorg og uvished. Nu holder hun den ikke længere for at holde sig oprejst, men som et magisk redskab til at rejse videre, dybere og stærkere – en solid forbindelse til den jord, der greb hende, hver gang hun faldt.

Tegnet i hendes pande er vågnet gennem modgang. Det er evnen til at se klart i tågen, en intuition skærpet af nødvendighed. Bierne omkring hende summer en ældgammel visdom; de minder hende om, at man nogle gange må tåle brodden og smerten for at kunne skabe den dybeste sødme i livet.

Hun er blevet stærkere, ja, men miraklet er, at hun ikke er blevet hård. Det lille væsen på hendes stav, der rækker en spæd blomst frem, er beviset på, at hun midt i sin kamp bevarede evnen til at se det skøre, det blide og det håbefulde. Hendes hjerte lukkede sig ikke i forsvaret; det udvidede sig for at kunne rumme det hele.

Og hun forstår nu: "At hele er ikke at vende tilbage til den, du var før du gik i stykker. Det er at samle skårene og opdage, at du nu er et smukkere, og mere rummeligt væsen."