I feel me – Women’s Year

I feel me

Hun står midt i en stilhed, der er lige så uendelig som det blå univers. Hendes følelser er som frost og tåge der ligger rundt om hende – det er de følelser, der har lagt sig uden på hende, men som langsomt er ved at opløses. Nu er der kun ro.

I hendes arme hviler et lam, et uskyldigt væsen med pletter som stjerner på sin pels og et blik så tillidsfuldt som et barns. Det er ikke et vildt dyr, hun holder. Det er hendes eget indre hjertebarn, den mest sårbare og rene del af hendes sjæl, som hun endelig har turdet favne og beskytte.

Hendes lange, mørke hår falder ned og skærmer dem begge. Det er et tæppe af beskyttelse, der lukker verden ude. Hendes øjne er lukkede; hun ser ikke, hun føler. Hun mærker den lille krops bløde varme og det hastige hjerteslag mod sit eget bryst. I dette øjeblik er hun moder og barn på samme tid – den omsorgsgivende voksne, der beskytter, og det sårede barn, der endelig har fundet et trygt skjul.

Det er en handling af selvomsorg. At stoppe med at jage efter ydre anerkendelse og i stedet finde sit værd i den stille, ømme handling at holde fast i det, der er dyrebart og skrøbeligt. Hun ved, at det er her, i dette bløde greb, at ægte heling begynder.

Og hun hvisker ind i det lille øre: "Før du kan bære verden, skal du bære dig selv. For den største styrke er den, du giver din egen sårbarhed."