My Menopause – Women’s Year

Hun står i forandringens stille centrum, omfavnet af sin egen kærlighed. Hendes øjne er lukkede i dyb nydelse, og hendes indre er ikke længere en kampplads, men en fredfyldt have, hvor stormene har lagt sig. I sit eget favntag finder hun den ro, hun så længe har givet til andre, men som hun nu endelig skænker sig selv.

Hendes væsen spirer med en ny tids flora; vilde blomster og visdommens svampe vokser frem som tegn på, at frugtbarhed har skiftet form. Hun er ikke længere kun den, der bærer liv frem i verden; hun er gartneren, der nænsomt plejer sin egen sjæl. Hun mærker, hvordan kroppen ændrer sig, men hun møder det ikke med frygt – hun byder det velkommen som en invitation til lethed.

I hendes hjerte bærer hun en hellig cirkel – en indre dans af de kvinder, hun ærer og bærer i hjertet. De minder hende om, at hun aldrig er alene, og at al den kraft, hun nogensinde har haft brug for, allerede bor i hende. Det er en tid til at lægge de tunge byrder og lade overgangen være blid som en sommerbrise.

Hun ser ikke tilbage på ungdommen med savn, men ser på sin modenhed med ærefrygt. Hun ved, at denne nye fase ikke handler om at visne, men om at blomstre på en dybere og mere autentisk måde. Ventetiden er forbi; det er nu, hun må folde sig ud.

Og hun mærker det helt ind i knoglerne: "Jeg falmer ikke; jeg skifter bare farve. Jeg mister ikke mig selv, men finder endelig hjem. Min overgang er ikke en afslutning, men en frisættelse."